Præsten skal ikke løse sorgen men være medvandrer

Når præsten møder et menneske, der har mistet, er opgaven ikke nødvendigvis at finde de rigtige ord eller en løsning på sorgen. Nogle ting i livet kan ikke løses, men må bæres.

Det var en af de centrale pointer, da Ole Raakjær, lektor i sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, underviste ved de grønlandske præsters konvent i Sisimiut.

"At miste er ikke et problem, der kan løses, men en byrde der skal bæres", siger Ole Raakjær.

Kurset strakte sig over to dage og tog blandt andet fat på sorg, begravelsessamtaler, børn i sorg og gudsbilleder. På tværs af temaerne stod forståelsen af præsten som både medvandrer og budbringer centralt.

"Præsten som sjælesørger er altid er både medvandrer og budbringer. Og man ikke kan være budbringer, hvis man ikke er medvandrer. Mennesker skal ses og høres, før de kan se og høre."

Sorgen skal ikke trøstes væk

På kurset arbejdede præsterne blandt andet med formuleringen “Trøsten er, at der ingen trøst er”, som Ole Raakjær henter fra præst og psykoterapeut Bent Falk.

Pointen er ikke, at et menneske i sorg ikke har brug for trøst. Men at trøst ikke skal forstås som noget, der kan få sorgen, fortvivlelsen eller afmagten til at forsvinde.

"Det sværeste og tungeste i vores liv kan netop ikke forklares eller trøstes væk", siger Ole.

Forsøget på alligevel at gøre det kan ifølge Ole Raakjær få den modsatte virkning.

"Det eneste der kommer ud af den form for (falsk) trøst, er at man gør det ramte menneske ensom."

Derfor bliver præstens opgave ikke først og fremmest at få den sørgende videre eller at finde en forklaring på det, der er sket. Det handler snarere om at kunne blive hos det menneske, der står midt i sorgen.

"For den tungeste byrde er ensomhedens byrde."

Den forståelse kan også være en aflastning for præsten selv. Sorgen er ikke en opgave, der skal løses, og præsten behøver derfor heller ikke kunne tage den fra den sørgende.

En faglighed, der skal passe til konteksten

Det var den grønlandske biskop Paneeraq S. Munk, der tog initiativ til at få sjælesorg på programmet for præsternes konvent.

Ole Raakjær var i første omgang i tvivl om, hvorvidt hans egen tilgang til sjælesorg uden videre kunne bruges i en grønlandsk sammenhæng. Derfor blev undervisningen forberedt i tæt dialog med biskoppen.

Netop den fælles forberedelse med biskoppen var væsentlig. Det blev særligt tydeligt i arbejdet med sorg. Grønlandske præster møder blandt andet familier, hvor børn mister forældre, og forældre mister børn. Den høje selvmordsrate i Grønland betyder, at spørgsmål om dødsfald, sorg og efterladte fylder meget i præsternes arbejde.

Også her vendte samtalerne tilbage til skellet mellem det, der kan løses, og det, der må bæres.

Ole Raakjær beskriver sorghjælp som en form for huskehjælp: Den sørgende skal ikke hjælpes til at lægge den døde og sorgen bag sig, men til at leve videre med den mistede som en del af sin historie.

Forskellige vilkår – en genkendelig præsteopgave

For Ole Raakjær blev besøget samtidig en erfaring af, at der er betydelige forskelle mellem præstearbejdet i Grønland og Danmark – men også grundlæggende ligheder.

"At der er mange forskelle på at være præst i Grønland og i Danmark, men der er måske alligevel flere ligheder."

Konteksten er forskellig, men præsten står begge steder med en opgave som blandt andet medvandrer, ritualbærer og håbsbærer.

Og måske særligt med opgaven at kunne være til stede, når der ikke findes nogen enkel løsning.

"Præsten er ikke først og fremmest er problemløser men byrdebærer", som Ole siger.