Samtale
Det makrokosmiske perspektiv: verdens undergang.
Som universet opstod ud af trængsel (sammentrængning af masse), vil der blive trængsel inden verdens ende. Trængselsdagene er den sidste periode, hvor noget kan være i tid og rum. Hører der en kosmisk eksplosion med til verdens ende på samme måde som til universets opståen?
Med til verdens tilblivelse hører tid og rum, kun inden for de to kategorier rækker vores evner og forstand. Hvad var der før? Det kan vi ikke forestille os. Bibelen kalder det ”tomhed og øde”, urdyb, kaosvande.
Tilsvarende kan vi have svært ved at forestille os scenariet efter verdens ende. For vi opfatter i anelser og stykkevist. Men hvad er det for en genskabt verden, vi skal forestille os? Med talen om den evige stad, det ny Jerusalem (Åb 21, 10-27) og om at have evigt borgerskab i himlene (Fil 3, 20) sættes i Bibelen billeder på den genopbyggede og ordnede, strålende og klare virkelighed.
Den mikrokosmiske undergang: ødelæggelsen, afslutningen i og af menneskelivet.
Et oprør/modtræk mod ødelæggelse og afslutning findes i udlevelsen af den evige ungdom. Beror reinkarnationstanken på en angst for at blive væk?
Hvordan lever man med ødelæggelsen i hverdagen? I krise, sygdom, skilsmisse er det som om håndgranater bliver kastet ind i ens lille liv. I krigen regner missilerne konkret ned over den verden, man bebor. Børn spiller bold mellem ruinerne, den hvis ægteskab er gået i opløsning og selv er i opløsning derover, går stadig på arbejde, den hvis elskede ligger for døden lever i to parallelle virkeligheder; alt er eksploderet, holdepunkter og orienteringspunkter forflytter sig. Tid og rum er i opløsning.
Det bringer én i en kolossal afmagt i forhold til at fatte eller begribe noget som helst. Kan man give op? Skal man overgive sig til den ”blanke angst” – med ordene fra kollekten fra Gudstjenestens bønner I – eller gives der en anden hengivelsesmulighed?
Nøgleord: bøn
Bøn som overgivelse, hengivelse. Som værensform dér, hvor tid og rum ikke er til at være i.
Intention
Vi ønsker at bringe dynamikken mellem på den ene side det kompakte, sammentrængte, angstfulde og på den anden side udvidelsen, opløsningen, hengivelsen frem i gudstjenesten. Der skal gives plads til uvisheden som afsæt for bønnen.
En note om genkendelighed og ny-oplevelse
Menigheden bliver i en gudstjeneste præsenteret for meget, som (måske) er nyt for dem. Præsten og organisten, som har tilrettelagt gudstjenesten og haft en intention med valget af bønner, salmer og musik, har denne forberedelse som forudsætning for at opleve sammenhæng mellem de forskellige liturgiske led. En gudstjeneste skal naturligvis være selvberoende og kunne opleves som meningsfuld og sammenhængende uden forudgående kendskab til eksempelvis søndagens tekster. Samtidig er det en tanke værd, hvordan man gennem valget og tilrettelæggelsen af eksempelvis salmer ’kvalificerer’ kirkegængerens møde med og oplevelse af de enkelte led og deres sammenhæng. Hver enkelt bøn, salme og tekst og melodi er mættet med udtryk/indtryk for den kirkegænger, der møder dem for første gang.
Eksempelvis er der i Grundtvigs salmer billeder og forestillinger, som det kræver tid at bevæge sig ind i. Det er ikke som at læse en kronik i avisen. Fortrolighed må opbygges, blandt andet gennem gentagelse.
Derfor har vi valgt at lade strofer fra Grundtvigs ”Jeg kender et land” (DDS 561) indgå to gange i samme gudstjeneste. Første gang som fællessalme før prædiken. Anden gang de samme vers sunget af koret som motet efter prædiken. For at undgå gold gentagelse, og i forsøg på at skærpe opmærksomheden vælger vi Lindemans melodi til fællessangen og Otto Mortensens friere svævende melodi til motetten.
Vi låner strukturen fra en symfonisats i sonateform: Først eksposition (salmen før prædiken), der på udviklingsdel (prædikenen), så reprise (motetten), hvor reprisen ikke blot fungerer som gentagelse, men som erindring og refleksion af det forudgående. Bevidstheden er foranderlig og er nu forandret.
Vi foreslår denne struktur som gennemgående i perioden 21. søndag efter trinitatis – sidste søndag i kirkeåret. På det tekstlige plan varieres derved, at det hver søndag er tre-fire nye vers af salmen, der introduceres.
Med dette er vi ikke ude på at skabe en egen ’liturgi i liturgien’ og dermed bryde gudstjenestens Ordo, men blot at eksplicitere det samspil, der allerede er i gudstjenesten mellem ord og toner, og at lege med den tanke, at disse to forskellige medier, når bragt sammen, formidler mere, end hvad hvert medie udtrykker i sig selv.
I modsætning til i den musikalske sonateform arbejdes her med to medier. Udfordringen ligger hermed i, at ekspositionsdelen består af ord + toner, gennemføringsdelen af ord alene og reprisen af (gentagne) ord + (nye) toner.