20. søndag efter trinitatis vil vi komme med to eksempler på, hvordan en tværfaglig drøftelse får teksterne til at belyse vores arbejde:
I samtalen om dagens første tekst (Jer 18,1-6), åbnede billedet sig pludselig for os og kom til at tale ind i det, vi sad med: at vælge salmer sammen. I teksten tages udgangspunkt i det jordiske (en pottemager og hans ler) for med det at sige noget om Gud: at Gud – ligesom pottemageren – har det skabte i sin hånd. Noget konkret siger noget om det, der er større end det konkrete: Gud. På samme måde oplever vi i vores tværfaglige samtale gang på gang ud fra en meget konkret kommentar eller praksis, at der springer en idé eller et billede, vi i fællesskab kan gå videre med i arbejdet med salmevalg og gudstjeneste. Nogle gange bliver man inspireret, hvor man ikke ventede det! Som Jeremias? Måske gives det oppefra? Og måske kunne man sige, at det guddommelige skal have et praktisk element, før det overhovedet kan komme i gang.
Den anden læsning fra Efeserbrevet kan læses som en stramtandet formaning om at holde sig fra udskejelser og druk og i stedet føre et pænt, kristeligt levned. Men sammen fik vi et andet blik på den: at den også kan læses som en formaning om at have blik for ’det væsentlige’. I stedet for et ’liv på overfladen’ med masser af gang i gaden, men ikke så meget indhold, skal man turde være i ’det egentlige’, samlet om noget væsentligt. Selvom det selvfølgelig også godt må være sjovt! Men måske bliver tilværelsen nogle gange et ’overfladeliv’, hvor vi i jagten efter at skulle have noget ud af livet, i stedet går glip af det?
Samme perspektiv kunne man have på evangeliets beretning om bryllupsgæsterne, der har alt for travlt til at komme til fest, men som dermed mister noget væsentligt. Set i forhold til gudstjenesten, vi skal planlægge, er samme faldgrube også til stede. Så hvordan holde fast i det egentlige, kernen, samtidig med at der også skal være underholdende elementer, gang i gaden? Det er en svær øvelse – som livet i øvrigt. Ud af denne samtale opstod den linje, vi lagde til grund for gudstjenesten i tekst-salmeforløb og prædiken: prioritering af det væsentlige frem for det uvæsentlige.