Instrumentalt
Forslag 1 – enkelt. Forslag 2 – krævende
Præludium
1. Johann Pachelbel: ”Fantasia II g-mol”, Ausgewählte Orgelwerke, Bärenreiter
2. Johann Pachelbel: “Toccata VI c-mol”, Ausgewählte Orgelwerke. Bärenreiter
Johann Pachelbel (1653-1706) var ligesom Johann Sebastian Bach født ind i en midttysk luthersk organist-/musikerfamilie. Pachelbel er en generation ældre end Johann Sebastian, og det passer godt med, at Pachelbel blev gode venner med fader Bach. Pachelbels skrivestil, især hvad angår de frie stykker som fantasia og toccata, synes at være opstået ved instrumentet, snarere end ’komponeret’ ved skrivebordet; fingrene har fundet tonerne først, senere er de blevet til noder. Det fører tanken hen på Danmarks og Norges Kirkeritual af 1685, altså fra Pachelbels tid. Her læser man: “Hvor Orgelværk i Kirken er, der begynder Organisten straks derpaa at lege, dog ikkun ganske kort, at Tienesten ikke derover opholdes…” Med andre ord: Musik til at sætte i gang.
Postludium
1. Henning Riiser: “Vågn op og slå på dine strenge”, Danske orgelkoraler – 303 koralbearbejdelser bind III, Mixtur
2. Peter Møller: “Vågn op og slå på dine strenge”, Danske orgelkoraler – 303 koralbearbejdelser bind III, Mixtur
De to koralbearbejdelser over første salme er vidt forskellige. Riiser skriver enkelt med let genkendelig melodi, som får os til at falde til ro, inden vi rejser os for at gå ud i verden. Peter Møller er ekvilibrist og behandler melodistoffet som en gøgler. Faktisk gør Jesper Madsen lidt det samme i en tilsvarende bearbejdelse. Gad vidst, hvad der har tricket dem, melodi eller tekst?
Vokalt
Blandet kor
Jørgen Graven Nielsen (SAB): ”Stil dig i porten til Herrens tempel” (Jer 7,1.3), Forlaget A Tempo
Motetterne til 22. søndag efter trinitatis til sidste søndag i kirkeåret er alle skrevet af komponist og korleder Jørgen Graven Nielsen på opfordring af Therese Solten og Jane Laut. Motetterne er således et bestillingsarbejde til Bag om helligdagen.
”Stil dig i porten til Herrens tempel” benytter sig af bueformen (ABA). Melodien ligger først i sopranen, derefter i bassen og til sidst igen i sopranen. Altstemmen benytter sig af samme kontrapunkt som i ”Døden er opslugt og besejret” til 25. søndag efter trinitatis, en nedadgående kromatisk bevægelse. Stemmerne er endnu mere selvstændigt formede end i de tre første motetter ”Stil dig i porten til Herrens tempel” er igen i både dur (F-dur) og 6/8 for at understrege “så vil jeg lade jer bo på dette sted”. En lys og optimistisk afslutning, der som den eneste sats er skrevet over en tekst fra det gamle testamente (Jer 7,1.3).
Om sit arbejde med at transformere de bibelske tekster til korsange skriver Jørgen Graven Nielsen: "I 1994 skrev jeg Tre motetter til de sidste søndage i kirkeåret til Skt. Nikolai Kirkes Ungdomskor. Besætningen på disse tre satser er SSA, og satserne genudgives her i en let revideret form. Den vigtigste ændring er, at første del af den tredje motet ”Den gamle af dage” nu er udeladt. Jeg har desuden rearrangeret satserne for SAB og komponeret to nye satser, ”Døden er opslugt og besejret” og ”Stil dig i porten til Herrens tempel”, ligeledes for SAB.
Alle fem motetter tager udgangspunkt i bibelteksterne til de sidste søndage i kirkeåret i anden tekstrække – fra 22. søndag efter trinitatis til sidste søndag i kirkeåret. Jeg har i alle tilfælde udvalgt korte tekstuddrag, der understreger det kristne håb snarere end at lægge vægt på søndagenes fortabelsesbetonede tematik.
Tonesproget er moderat modernistisk med en tydelig tonal karakter. I forhold til mere traditionel tonal korsats anvendes der tomme akkorder, dissonanser og parallelførte intervaller og akkorder. Den trestemmige sats gør det vanskeligere at arbejde med udvidet harmonik. Til gengæld har jeg valgt en satstype med mere liv og bevægelse i de enkelte stemmer, forskudt tekst, og fugerede passager. Musikkens affekt er gennemgående præget af de anvendte tekster, ind imellem med anvendelse at deciderede tonemaleriske greb."