Det siges at mennesker i dag ikke vil frelses – men gerne vil velsignes. Og vi velsigner i et væk. Der findes vel nærmest ikke en liturgi i Folkekirken, hvor velsignelse ikke indgår. Skal vi forstå dette ændrede fokus som et skred i vores opfattelse af, hvad det vil sige at forkynde det kristne evangelium? Eller er det snarere en tilbagevenden til et oprindeligt udgangspunkt? Og er frelse og velsignelse i virkeligheden to sider af samme sag – et sted at stille sig modtagende under Guds nåde? På gudstjenestekonferencen i år ser vi på velsignelse i den tidlige religionshistorie, i nye praksisformer i de nordiske folkekirker samt i det jordnære møde med det almindelige hverdagsliv. For velsignelsen har en særlig tiltrækningskraft – en kraft som vi bærer og formidler midt i vores kirkelige tradition og fællesskab.