I de seneste årtier er interessen for den tyske nytestamentler Gerd Theißens teologi vokset markant. Allerede i 1978 introducerede han begrebet resonans som betegnelse for den grundlæggende menneskelige erfaring af at være tiltalt af virkeligheden og kaldet til at svare. Når en sådan erfaring opleves særligt intenst og vækker spørgsmålet om dens dybere kilde, får den religiøs karakter. Sammen med transcendens- eller grænseerfaringer og kontingens- eller skabthedserfaringer udgør resonans for Theißen et afgørende grundlag for religiøs tro og livsforståelse. På flere måder kan hans tænkning sammenlignes med K.E. Løgstrups refleksioner over de fænomener i tilværelsen, der lægger en religiøs tydning nær.

Erfaringer bliver imidlertid kun til livsorientering, hvis de får et sprog. Her spiller Bibelen og den kristne tradition en central rolle. Gennem sit omfattende arbejde med den historiske Jesus, den tidlige kristendom og de grundmotiver, der præger kristendommens udvikling, har Theißen bidraget til fortolkninger af kristendommen, som søger at forene troskab mod traditionen med relevans i mødet med moderne mennesker, tvivlere og mennesker med andre religiøse baggrunde.

Samtidig har sociologen Hartmut Rosas resonansteori vakt stor opmærksomhed som analyse af det moderne accelerationssamfund og dets erfaringer af fremmedgørelse, meningstab og verdens tavshed. Rosa beskriver religion som en særlig form for resonansforhold til virkeligheden og peger på kirkens mulighed for at fungere som et resonansrum, men også på dens ansvar, når dette ikke lykkes. Der viser sig derfor spændende forbindelser mellem Rosas sociologiske perspektiver og Theißens teologiske refleksioner.

På kurset arbejder vi med centrale tekster af de to tænkere og drøfter deres betydning for nutidig teologi, bibelfortolkning, trosformidling og prædiken. Særligt undersøger vi erfaringens rolle som forudsætning for tro og forkyndelse samt de muligheder og udfordringer, som mødet mellem teologi og resonansteori åbner for i det moderne samfund.