På dette kursus henter vi inspiration til præstegerningen i den kristne mystiske tradition. Vi undersøger, hvordan et kontemplativt liv, der er rodfæstet i bøn, åndelig fordybelse og efterfølgelse af Jesus kan være en ressource både for os selv og for de mennesker, vi møder i kirkens arbejde. Kurset giver indblik i centrale strømninger inden for kristen mystik og spiritualitet og deres betydning i en nutidig kirkelig og personlig sammenhæng.
I en tid præget af accelererende teknologisk udvikling, kunstig intelligens og stigende krav om effektivitet og præstation minder den kristne mystik os om noget grundlæggende: At mennesket ikke først og fremmest er producent og forbruger, men et åndeligt væsen, som finder livets dybeste mening i kærlighedens forbundethed med Gud, næsten og det øvrige skaberværk. Den kristne mystiske tradition peger på, at troen rummer mere end tilslutning til bestemte læresætninger eller deltagelse i kirkens gudstjenester. Kristen tro er også en livsform, hvor opmærksomheden rettes mod Guds nærvær i hverdagen og i naturen. Det kontemplative liv søger en stadig fordybelse i troens mysterier og kommer til udtryk gennem bøn, stilhed, refleksion og en praksis formet af Jesu vej gennem selvhengivelse og selvopofrelse.
På kurset udforsker vi den kristne spiritualitets og mystiks rige tradition med særligt fokus på middelalderen og moderniteten. Vi undersøger blandt andet, hvordan Julian af Norwichs visioner kan være inspiration til præstegerningen, og vi ser nærmere på middelaldermystikken og dens forståelse af naturen. Derudover beskæftiger vi os med kvindelige mystikeres tanker om frelse og forsoning samt med ikonmeditationens dybe praksis. Der vil også være oplæg om ritualernes mystik og en introduktion – i både teori og praksis – til Franz Jalics kontemplative åndelige øvelser.
Kursets formål er at give inspiration og perspektiver til mødet med mennesker, der søger tro, mening og åndelig fordybelse, og til præstegerningen i en tid, hvor længslen efter eksistentiel dybde fortsat – og måske med fornyet styrke – gør sig gældende.
Lektor, ph.d., Lars Sandbeck, FUV:
1. Enhed
med Gud. Kristen mystik mellem dogmatisme og moderne spiritualitet
2. Reflektorium:
tekstlæsning, fælles drøftelse
3. ”Glimt fra lysets hjem”. Menneskers mystiske
erfaringer nær døden
Lektor emeritus, mag.art., ph.d., Aksel Haaning:
Naturens lys. Den kristne mystik og forholdet til naturen
Cand.mag.,
gymnasielærer og forfatter, Louise Klinke Øhrstrøm:
1. Bøn og tillid. Julian af Norwich som inspiration til
præstegerningen
2. Franz
Jalics kontemplative åndelige øvelser – teori og praksis
Cand.theol.,
Liselotte Horneman Kragh:
Ritualernes mystik
Journalist og forfatter, Anders Laugesen, DR:
Indføring i ikonmeditation
Lektor
emerita, ph.d., Else Marie Wiberg Pedersen:
Kærlighedsteologi hos kvindelige middelaldermystikere