Fortsæt til hovedindholdet

AI eller ånd? Kunstig Intelligens, menneskesyn og teologi

Kunstig Intelligens forandrer i disse år samfundet og rejser nye spørgsmål om menneskets identitet, frihed og fremtid. På dette kursus undersøger vi AI i etisk og teologisk perspektiv med fokus på menneskesyn, gudbilledlighed, pastoral praksis og teknologikritik. Kurset giver redskaber til at reflektere over teknologiens muligheder og udfordringer i lyset af kristen tro og teologi.

Kunstig Intelligens er på få år blevet en del af hverdagen og påvirker i stigende grad vores måder at arbejde, kommunikere, lære og træffe beslutninger på. Samtidig rejser den teknologiske udvikling en række grundlæggende spørgsmål om menneskets identitet, frihed, ansvar og fremtid. Hvad er Kunstig Intelligens egentlig? Hvordan påvirker den vores psykologiske trivsel, vores sociale relationer og vores samfund? Og hvad betyder udviklingen for vores forståelse af mennesket som skabt i Guds billede?

På dette kursus undersøger vi Kunstig Intelligens i et tværfagligt perspektiv med særligt fokus på etik, menneskesyn og teologi. Vi skal både beskæftige os med de teknologiske muligheder og de udfordringer, som følger med den hastige digitale udvikling. Blandt andet ser vi nærmere på teknologiens indflydelse på menneskers trivsel, forskellige u- og dystopiske forventninger til menneskets fremtid, teologiske former for teknologikritik samt de udfordringer og muligheder, som AI skaber i kirkens og præstens praksis. Kurset giver desuden anledning til en fornyet refleksion over klassiske teologiske temaer som skabelse, gudbilledlighed, synd, ansvar og håb. Kan intelligente maskiner udfordre vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske? Hvilke visioner om frelse og menneskelig fuldkommenhed kommer til udtryk i den teknofile transhumanistiske bevægelse? Og hvordan kan kristen teologi bidrage med kritiske og konstruktive perspektiver på den teknologiske udvikling?

Formålet med kurset er at styrke deltagernes evne til at orientere sig i de teologiske, etiske og eksistentielle spørgsmål, som Kunstig Intelligens rejser, og at give inspiration til refleksion og samtale i præstegerningen.

Dette er et geografisk betinget internatkursus!
Et geografisk betinget internatkursus et kursus, hvor kursister med ansættelsessted i en vis afstand fra kursus stedet, får betalt indkvartering, mens dette ikke er tilfældet for kursister, som har ansættelsessted tæt på. 

Det betyder, at:

- har du ansættelsessted INDEN for det relevante nærområde (se nedenunder), skal du selv sørge for indkvartering, morgen- og aftensmad. Frokosten sørger FUV for.

- har du ansættelsessted UDEN for det relevante nærområde (se nedenunder), sørger FUV for din indkvartering, morgenmad og frokost. Aftensmad skal du selv sørge for.

Kursusdagene begynder kl. 9.15 (mandag dog kl. 12.00 eller 13.00) og slutter kl. 17.00 (fredag dog kl. 13.00). På nogle kurser vil der være fælles afslutningshygge i form af spisning eller en lettere anretning torsdag aften.

Herudover afvikles kurset efter de samme retningslinjer som ved et internatkursus i Løgumkloster. Det vil sige, at deltagerne forpligter sig til at deltage i hele kurset og kursusdagen i fuld udstrækning og ikke påtager sig eller pålægges tjenstlige opgaver, mens kurset forløber.

NÆROMRÅDE til et geografisk betinget internatkursus på FUV’s lokation Farvergade 27 F 2., 1463 København K:

· Alle provstier i Københavns Stift, undtaget Bornholms provsti

· Alle provstier i Helsingør Stift                                                     

·       Roskilde provsti                                                        

· Greve-Solrød provsti                                                           

· Køge provsti

· Holbæk provsti

· Ringsted Sorø provsti

· Lejre provsti


Filosof og forfatter, Thomas Telving:
Hvad er Kunstig Intelligens, og hvad gør den ved os?

Rådgiver i Etisk Råd, Mie Oehlenschlæger og psykolog, David Madsen, Psykolog- og Lægehuset Dabeco:
Tech-industrien og menneskers psykiske trivsel

Sognepræst, ph.d., Simon Nøddebo Balle:
Hvordan kan vi beskæftige os teologisk med AI? Og hvordan påvirker AI den pastorale praksis?

Salmedigter og forfatter, ph.d., Iben Krogsdal:
Hvorfor gjorde vi ikke noget? Om Kunstig Intelligens og menneskehedens fremtid

Lars Sandbeck
:
1. Gudbilledlighed og AI:Tekstlæsning, gruppearbejde, fælles drøftelse
2. Transhumanisme: frelse og utopisme i en højteknologisk tidsalder

Cand.mag., ph.d., Johannes Aakjær Steenbuch:
Jacques Elluls teologiske etik og teknologikritik

Lektor, ph.d., Simon Sjørup Simonsen, Professionshøjskolen Absalon:
AI og den såkaldte nærhedsetiks sammenbrud. Hvordan tro, håb og teknologi kan sam- og modvirke i en etisk verden


Dato:8. marts - 12. marts 2027
Kursusleder:Lektor, ph.d. Lars Sandbeck
Målgruppe:Præster
Kursustype:Geografisk betinget internatskursus
Kursussted:FUV København, Farvergade 27F, 2. sal, 1463 København K.
Ansøgningsfrist:8. december 2026
Kursus-id:K. 10a/27 - 3397